Broløbet Storebælt 25 års

29-03-2022

𝗜 𝗱𝗮𝗴 𝗲𝗿 𝗱𝗲𝘁 𝟮𝟱 𝗮̊𝗿 𝘀𝗶𝗱𝗲𝗻 𝗯𝗿𝗼𝗹ø𝗯𝗲𝗿𝗻𝗲, 𝗶𝗻𝗱𝘁𝗼𝗴 𝗩𝗲𝘀𝘁𝗯𝗿𝗼𝗲𝗻 𝗳𝗼𝗿 𝗳ø𝗿𝘀𝘁𝗲 𝗴𝗮𝗻𝗴!

Traditionen med Broløb startede allerede ved indvielsen af lavbroen mellem Fyn og Sprogø. I påsken 1997 dannede broen for første gang rammen om et motionsløb. Efter 25 år og 8 broløb finder vi det passende at tænke lidt tilbage.

𝗛𝘃𝗼𝗿𝗱𝗮𝗻 𝘃𝗮𝗿 𝗹𝗶𝘃𝗲𝘁 𝘀𝗼𝗺 𝗹ø𝗯𝗲𝗿 𝗶 𝟭𝟵𝟵𝟳?

Når man skulle tilmeldes et løb i 1997, var det typisk ned i kiosken og købe den ”rigtige” avis. Dengang indeholdt Fyns Stiftstidende en kupon, som man kunne klippe ud. Den skulle - sammen med en check (eller et giroindbetalingskort) - sendes til arrangøren.

Broløbet var blandt de allerførste løb i Danmark, der benyttede elektronisk tidtagning – leveret af Ultimate Sports Service. Løbet blev for mange introduktionen til netto- og bruttotider og ikke mindst til ”lånechips”.

Efter løbet kunne resultatlisten ses i avisen ugen efter – for få udvalgte var der en hjemmeside med resultaterne. Diplomet blev sendt til deltagerne efter 4 uger.

𝗛𝘃𝗼𝗿𝗱𝗮𝗻 𝘃𝗮𝗿 𝗹𝗶𝘃𝗲𝘁 𝘀𝗼𝗺 𝗮𝗿𝗿𝗮𝗻𝗴ø𝗿 𝗶 𝟭𝟵𝟵𝟳?

Med kun ganske få på Internettet var det VIGTIGT med en mediepartner og gerne en landsdækkende avis. Uden en mediepartner, ingen deltagere. Heldigvis lykkedes det i 1997, og mange deltagere fandt os.

Navne og adresser fra de mange kuponer skulle indtastes i systemet, før der kunne printes startnummer. Startnumre og chips skulle associeres (så man kunne identificere ”et resultat” til en deltager), og derefter skulle startnumrene pakkes.

Reklame for arrangementet skete gennem artikler i Fyns Stiftstidende. Hjemmesider eksisterede ikke.

𝗟𝗶𝗱𝘁 𝗼𝗺 𝘀𝗲𝗹𝘃𝗲 𝗹ø𝗯𝗲𝘁.

Løbet blev arrangeret på godt 3 måneder, og når man husker tilbage, var der en del, der slet ikke blev tænkt på.

Deltagerinformationen var nærmest ikke eksisterende – der var nok mest bare tale om en enkelt artikel i avisen, der informerede om, hvor løbet startede.

Ingen anede således, hvad der ventede dem, og ingen var kendt i området. Men alle drog mod Nyborg, og de fandt startområdet. Nogen kom med en ekstra indsat bilfærge fra Korsør, og andre valgte - lidt uortodoks – at parkere på motorvejen frem mod DSB´s billetanlæg i Knudshoved for derefter at krydse motorvejen. Men frem kom de.

Dengang var der ikke tænkt meget på depoter. Det blev til et enkelt depot på Sprogø, men til gengæld var der en stor æske Kelloggs cornflakes til alle i målet! Vejret var meget blæsende, hvilket betød PR på 10 km. på vejen ud …. og så måtte man kravle hjem.

Alle kom trods alt vel i mål, og vi arrangører fik lært en masse.

Vi håber, at ovenstående flashback til ”fortiden” er med til at sætte gang i lidt minder. Det var dengang ”grundforskningen” til de mange løbsarrangementer, vi ser i dag, blev lagt. Det var en verden uden on-line tilmelding, SMS-resultater, billeder og fyldige beskrivelser på hjemmesider – men på trods af det, kom vi ud at løbe.

Vi er meget glade for at have haft muligheden for at fejre sølvbryllup på Storebæltsbroen, hvor mere end 85.000 nu har krydset Storebælt. Det har været en spændende og lærerig proces for det frivillige idrætsliv i Nyborg og Korsør at være med til planlægning og afvikling af broløbene.

Vi takker vores trofaste sponsorere for at have fulgt os igennem mange, mange år og ikke mindst alle jer deltagere, der gennem tiderne har prøvet kræfter med Danmarks mest spektakulære bygningsværk.


Vores sponsorer