Poul Arne løb for at vinde 

- i hvert fald over sig selv

Hyggeløb var ikke noget for Poul Arne Stegø - der var altid en kamp at vinde

Af 

Mogens Rasmussen

 

Han ligner ikke nogen topløber, når han i dag på lidt usikre ben futter rundt i hjemmet i Bogense. Men han har stadig ild i øjnene, når han taler om sin tid som aktiv løber.

 

Det handler om Poul Arne Stegø. En løber, der blev lidt af en legende i Nyborg og i NGIF i de mange år, han var med til at sætte præg på atletikforeningen som aktiv og leder. Og en mand, der stadig huskes af mange i Nyborg.

 

Sin status fik han, fordi han gerne gav noget af sig selv, når han stod på banen som træner og leder, og fordi han gav alt, han havde i sig, når han selv var i løbeskoene.

Og desværre blev han endnu mere kendt i klubben og i hele det fynske atletikmiljø, da han faldt død om på mållinjen efter et løb i 1994 for øjnene af konkurrenter og publikum. Heldigvis også for øjnene af en dygtig Falck-mand og andre, der fik liv i Poul Arne Stegø igen.

 

Lugten i bageriet

Poul Arne Stegø stammer fra Bogense, og her havde han forstillet sig at blive i sit job på rådhuset, hvor han også var udlært på det lokale skattekontor. Godt et år i 1972-1973 var han dog ansat i Juelsminde Kommune, men en strid om en lovet videruddannelse på Forvaltningshøjskolen fik den unge kontormand til at bryde op, og så havnede han på rådhuset i Nyborg. 

 

Årstallet er 1973, og Poul Arne, der allerede var kendt i fynske atletikkredse, var klar til at starte på en frisk.

- Ja, når man ikke kan lide lugten i bageriet, må man jo afsted. Og jeg kom hurtigt i kontakt med folk fra atletikforeningen i Nyborg, for de kendte mig jo i forvejen - blandt andet fordi jeg var aktiv i atletikforeningen i Bogense med at træne børn, siger Poul Arne Stegø.

 

Noget la-la

Og han har haft nogle klare værdier om sporten at give videre til børn og unge. For Poul Arne Stegø ved helt nøjagtigt, hvorfor han elskede at løbe. 

 

- Jeg er konkurrence-menneske. Jeg løb for at vinde eller i hvert fald for at gøre det så godt, jeg kunne. 

- I slutningen af 1980’erne kom den her store motionsbølge også til Nyborg, og der begyndte at komme en masse motionister til klubben. Anne og Carl Haals stod for motionisternes træning, der var populær og som afsluttedes med kaffe, kage og socialt samvær. Som regel trænede jeg med dem om lørdagen efter min egen træning var overstået, men det er ikke mange motionsarrangementer, jeg har deltaget i, siger Poul Arne Stegø.

 

- Som sagt er jeg et konkurrencemenneske. Det, der drev mig, var nok så meget at løbe mod mine egne tider. Kan du forbedre dig, så gør du det. Det er drivkraften, siger Poul Arne Stegø, der dog understreger, at han aldrig blev et topløber - sådan på landsplan.

- Jeg var aldrig en top-løber. På landsplan var jeg den bløde mellemvare. Kun i forhindringsløb var jeg god nok til at deltage i Danmarks-mesterskaberne på bane.

 

 

At yde det maksimale

 

Her mange år efter kan Poul Arne Stegø fortælle detaljeret om de løb, hvor han havde følelsen af at yde det maksimale. 

 

Især står erindringen om landsstævnet i Århus tilbage i 1966 helt klart for ham.

- Jeg deltager i landsstævnet på 1000 meter, og jeg har løbet i tiden på 2 minutter og 50 sekunder. I det indledende løb, løber jeg 2.48 og bagefter 2.44, og der stryger jeg lige med i finalen, som afvikles inde på selve stadion.

- Da jeg kommer derind - det var jo nogle af kanonerne, der var med - så jeg vidste, at nu gælder det om at rubbe røven. Jeg kommer i mål  på 2.36,9 altså personlig rekord. Jeg forbedrer mig altså fra 2.48 til 2.36 på få dage, siger Poul Arne Stegø om sin indsats som 18-årig.

At begivenhederne til landsstævnet i Århus satte sig i erindringen på den 18-årige dreng fra Bogense, er der ikke noget at sige til. Det var et kæmpe arrangement. 13.000 deltagere mødte frem i Smilets By i juli. Kongen og dronningen var med og så på sammen med unge prinsesse Benedicte, og især på atletik-banerne gik deltagerne til makronerne og slog masser af rekorder.

 

Men Poul Arne kan såmænd også fortælle om andre løb under meget mere ydmyge forhold, hvor han følte, at han ydede det maksimale og alt gik op i en højere enhed. Om dengang, da han som helt ung blev lokket til at deltage i et lokalt døb i Bogense, og han slog atletikklubbens største es. Eller dengang, da han blev bedt om at hjælpe nogle kendte løbere ved at være “hare” de første par omgange på en 1000-meter. Han sagde ja, men nøjedes ikke med at give den gas i de første par omgange. Han løb foran dem hele vejen i et løb, hvor ti til tolv løbere satte personlige rekorder.

 

Banko og triatlon

 

Som løber var Poul Arne Stegø en enspænder, der trænede selv og aldrig har haft en træner, men da han dukkede op i Nyborg i begyndelsen af 1970’erne blev han hyret af lokale atletikfolk fra NGIF til træne de unge.

Og det gjorde han gerne. Dengang var der langt mere gang i atletik for børn og unge, og Poul Arne Stegø fik ansvaret for den yngste gruppe, der talte omkring 20 børn.

 

Som aktiv brugte han selv atletik-miljøet i Svendborg, man han var slet ikke bange for at involvere sig i foreningsarbejdet i hjembyen. Blandt andet blev han en overgang sidst i 1980’erne lokket med på holdet bag NGIF’s legendariske månedlige banko-arrangementer i Borgerforeningen - altså det, der i dag hedder Bastionen.

- Det var Bent Weis, Preben Madsen, Ole Max og Egon Jensen. De lokkede mig ind ved at sige: Kan du hjælpe os, når vi mangler en? Men det blev snart ændret til: Kan du ikke sige til, når du ikke kan? Og så der var jeg fanget, griner Poul Arne Stegø.

 

Bankospillene var meget populære og trak en overgang 200 deltagere til en hygge og gevinster i Bogerforeningen, men det gik efterhånden ned ad bakke - blandt andet gjorde et rygeforbud i salen ikke noget godt for arrangementet. 

Poul Arne Stegø havde også mere end en finger med i spillet, da Nyborg pludselig fik en triatlon-begivenhed. En begivenhed, der trak omkring 100 deltagere, da det gik bedst.

 

- Vi gik sammen med svømmeklubben omkring 1990. Det var arrangeret, så folk kunne komme direkte fra gaden og være med, og de kom med madpakker og deres almindelige cykler til at begynde med. Senere blev det organiseret og professionelt på landsplan, og så blev det hele lidt strammere, siger Poul Arne Stegø, der husker hvordan, det startede i Nyborg:

 

- Deltagerne svømmede jo i Storebælt fra Svømmebadet til Nyborg Strand, men første gang gik det galt: Vi skulle sikre os, at der var omkring 1,2 meter vand, hvor deltagerne svømmede, men dem, der skulle ud og måle dybden og udlægge bøjer, klumrede i det, for de havde lånt en båd, hvor bundproppen manglede, og så skyndte de sig bare ind for ikke at synke, husker Poul Arne Stegø.

 

- Resultatet blev, at der kun var omkring 90 centimeter vand, hvor de skulle svømme, så folk begyndte at gå i stedet for at svømme. Og jeg blev stiktosset på hjælperne, da mine intentioner med triatlon’en var, at deltagerne skulle have en oplevelse af en prøvelse, hvilket jeg synes blev ødelagt, da deltagerne kom til at gå i stedet for at svømme.

 

Efter nogle år gik samarbejdet mellem NGIF og svømmeklubben i øvrigt i sig selv, men det var altså en af de begivenheder, hvor Poul Arne Stegø nåede at sætte sit præg på det østfynsk atletikmiljø, inden han trak sig tilbage og vendte hjem til Bogense.

 

sidehistorie og faktabox

 

Faldt død om på målstregen

 

Poul Arne Stegøs løbekarriere sluttede dramatisk i 1994 under et stort løb i Nyborg. Han kæmpede sig frem til målstregen, og så gik hjertet amok

 

 

 

Poul Arne Stegø kan vist være en stædig ræd. Og måske var det netop det karaktertræk, der gjorde, at han blev ved med at løbe lørdag den 8. oktober 1994. 

 

NGIF arrangerede jysk/fynske mesterskaber i 10 km løb, og 45-årige Poul Arne Stegø havde selv været med ude og hjælpe til med at markere ruten, der gik i og omkring Nyborg. 

 

Han havde et stykke tid haft problemer med hjertet - hjerteflimmer - men det holdt ham ikke fra at deltage, og han kæmpede sig frem mod målstregen. Til sidst måtte han dog ned at gå. Men han når i mål. Og så falder han død om.

 

Når Poul Arne Stegø i dag fortæller om den dag, beretter han om detaljer i løbet undervejs om og om tiden, der så ud til at blive hæderlig - godt 36.30 minutter. 

Undervejs i løbet kunne han ikke selv mærke, at hjertet ikke slog rigtigt. Men da han nærmede sig mål kunne hans klubkammerater tydeligt se, at den var gal:

- Jeg kunne med det samme se, at der var noget helt galt, da Poul Arne nærmede sig målstregen. For han kom gående, og det ligner ham bestemt ikke, sagde Carl Haals til avisens journalist efter ulykken. Carl Haals var som så mange gange før med til at arrangere løbet for NGIF, og var den dag tidtager. 

 

At Poul Arne havde slidt sig helt frem til målstregen blev måske hans redning. Her stod nemlig en anden aktiv NGIF’er, Lars Erik Christensen, der som Falck-mand kunne sørge for hurtig og rigtig førstehjælp. 

- Hvis Lars Erik ikke havde været der - var jeg død. Han holdt øje med mig, siger Poul Arne Stegø. 

Han fik genoplivende førstehjælp, og han kom på sygehuset, hvor han lå i koma i flere dage. 

Og løbet blev skælsættende for ham:

 

Han fik indopereret en icd, der skal slå til med et stød, hvis hjerterytmen kommer helt ud af kontrol. 

- Jeg kom så småt igang igen, men i 2002 kom hjertet helt ud af rytme, og siden da har jeg ikke kunnet løbe - jeg nåede at komme så langt, at jeg kunne gå i opskruet tempo og endda jogge, så fik jeg sgu prostata kræft. Så var det overstået, siger Poul Arne Stegø.

Derefter gik det ned ad bakke med helbredet på grund af efterveer efter hjertestoppet, og han var kronisk træt.

- Der gik tre år, efter jeg var pensioneret i 2009, før jeg var oppe på mærkerne igen, og jeg sov det mest af tiden.

Sygdommene betyder dog ikke, at Poul Arne er gået helt i stå. Nu sørger han for at gå, så meget han kan.

- Jeg har fået en gang kemo, og er jeg startet helt nede fra bunden af igen. Jeg kunne knap nok gå i ti minutter til at begynde med. Men nu er jeg - efter ti måneder - oppe og kan gå en time igen.

Jeg kalder det duracelfart - jeg lader bare benene gå, og så går jeg bare i den fart.

Poul Arne Stegø har løbet hele sit liv, og sygdommene har ændret det hele. Men alligevel siger han:

-Det er ikke et savn for mig, at jeg ikke kan løbe mere.

Faktabox:

 

Poul Arne Stegø blev pensioneret som 60-årig i 2009.

I 2017 rejste han tilbage til Bogense, byen hvor han kom fra.

Han har ikke noget med Nyborg at gøre, bortset fra, at han af og til kommer hos nogle venner i byen.

I Bogense bor han sammen med sin kone i en villa i byens udkant.